Vegetar gryderet med bønner, svampe og kartoffelmos

Vegetar gryderet med bønner, svampe og kartoffelmos

Vegetar gryderet fyldt med svampe og bønner. Den er varmende og smagfuld. Den er proppet med kraft og ikke mindst smag! Den er perfekt til de kolde efterårsmåneder, og et helt fantastisk alternativ til de mange kødfyldte simreretter!

Mindre kød, flere grøntsager.

Jeg prøver at spise mindre kød. Det er en beslutning jeg langsomt er kommet til gennem de sidste år. Jeg vil ikke tage jer ud i en lang moralsk omgang plidder pladder i dette indlæg. Men grundet klima, dyrevelfærd og sundhed, traf jeg beslutningen om at skære ned på mit forbrug af kød. Og så var jeg også en værre kødgris. Jeg spiste kød til alle måltider og kunne aldrig tænke mig skære det fra. Jeg var i hvertfald overbevist om at det var umuligt at undvære kød som hovedelementet i min mad. Man må da bare sige at jeg tog fejl! I den grad! Personlig savner jeg ikke mit store kødforbrug. Jeg spiser stadig kød, bare ikke i de ekstreme mængder jeg plejede.

En vegetar gryderet der ikke savner kød!

Denne her vegetar gryderet er et glimrende eksempel på, hvordan man ikke behøver kød i sin mad. Bevares, jeg elsker de kødrige simreretter der er essentielle (ja, det er de altså) for at komme gennem det grå danske efterår og den efterfølgende kolde vinter. Men hvis man ønsker at skære noget af sit kødforbrug væk er det her et godt bud.

Grøntsagerne er stegt godt af, så de får en fantastisk karamelissering. Man kan sammenligne det med kød. En god stegeskorpe, smager altså bare bedre!

Derudover er der tomatpuré i. Tomatpuré er en helt vidunderlig adgang til umamismag! Og den bruges (nogengange alt for meget) i det vegetariske køkken. Men i den her passer tomatsmagen helt fantastisk i den her vegetar gryderet sammen med svampene og ikke mindst fløden. For fløde er der også i! det gør den cremet og lækker og hjælper både med dybde i retten og ikke mindst associationerne til retter som bøf stroganoff!

Jeg valgte også at putte rødvin i. Det smager bare lækkert og er et must i mange af de fuldfede simreretter jeg altid laver. Så det skulle også i den her.

Alt i alt er det en virkelig lækker ret og så hjælper det selvfølgelig også at der er en smørfyldt omgang kartoffelmos til. Fordi hvem elsker ikke kartoffelmos fyldt med masser af smør? Jeg gør i hvertfald!

Vegetar gryderet med kartoffelmos

Lækker og varmende vegetarisk gryderet med masser af svampe og bønner! serveret på en omgang god gammeldags kartoffelmos
Ret Aftensmad
Køkken Dansk, Fransk, Italiensk
Keyword efterår, gryderet, Simremad, vinter
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 1 time
Samlet tid 1 time 30 minutter
Antal 4 Personer

Ingredienser

Vegetarisk gryderet

  • 350 g Svampe Renset og skåret i skiver
  • 3 stk Gulerødder Skrællet og skåret i skiver
  • 25 g Smør
  • 1 ds Butterbeans Drænet for vand
  • 2 stk Løg Hakket fint
  • 2 fed Hvidløg Presset eller hakket fint
  • 1,5 dl Rødvin
  • 2 spsk Tomatpuré
  • 3 dl grøntsagsfond
  • 2,5 dl Fløde
  • 2 spsk Soya
  • 1 tsk Røget paprika
  • 1 tsk Paprika
  • Peber
  • Salt

Kartoffelmos

  • 1,5 kg Kartoffelmos
  • 125 g Smør
  • Salt og Peber
  • Olie til stegning

Sådan gør du

Vegetarisk Gryderet

  • Rist dine svampe af ved hård varme i en gryde. Efter 2-3 minutter tilsættes gulerødderne og det hele steges i ca. 10 minutter.
  • Når det er ristet godt af og fået en brun og karamelliseret overflade, skrues blusset ned på halv styrke. Tilsæt smør, løg og hvidløg og steg det i et par minutter til løgene er bleget af.
  • Tilsæt rødvin og lad det simre til alkoholen er fordampet. Tilsæt derefter tomatpuré, soya, grøntsagsfond, fløde og de to slags paprika. Lad det simre under låg i ca. 30 minutter.
  • Efter 30 minutter tilsættes butterbeans, hvorefter retten skal simre videre i ca. 30 minutter.
  • Smag din gryderet til med salt, peber og eventuelt lidt citron.

Kartoffelmos

  • Skræl og skær dine kartofler i mindre skiver. Kog dem til de er helt møre. Det tager nok 10 minutter, afhængig af størrelsen.
  • Mos dine kartofler og bland dem sammen med smøren. Rør rundt til det har samlet sig. Smag til med salt og peber. Der skal en del salt til, så tilsæt lidt ad gangen.

Hvis du ligesom mig er en fan af gryderetter, så prøv min helt igennem fantastisk fettuccine med anderagú


Related Posts

Lækker og cremet risotto med svampe

Lækker og cremet risotto med svampe

Lækker cremet svampe risotto med portobello svampe. Lækker, nem og hurtig ret, fyldt med dybde og umami. Som nævnt i et tidligere indlæg, prøver jeg ofte at lave retter uden kød. Det bunder nok mest i en lyst til at befri mig, fra en opfattelse […]

Vegetarisk Korma – et vegetarisk spin, på den klassiske indiske ret

Vegetarisk Korma – et vegetarisk spin, på den klassiske indiske ret

Korma! Den lækre indiske ret med mandler, kød og yoghurt. Den er sød, cremet og krydret. Jeg har oftest fået den med kylling, når jeg har bestilt den fra den lokale indiske biks. Jeg har også lavet den selv, også med kylling. Det er nok […]



3 thoughts on “Vegetar gryderet med bønner, svampe og kartoffelmos”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *