Korma! Den lækre indiske ret med mandler, kød og yoghurt. Den er sød, cremet og krydret. Jeg har oftest fået den med kylling, når jeg har bestilt den fra den lokale indiske biks. Jeg har også lavet den selv, også med kylling. Det er nok min favoritret fra det indiske køkken! Sødmen fra mandlerne og de indiske krydderier passer helt perfekt sammen med kyllingens struktur og smag. Men hvad sker der hvis man skifter kyllingen ud med broccoli og kikærter? Så får man en vegetarret – nærmere bestemt en vegetarisk korma – hvor man overhoved ikke savner kødet.
Hvorfor en vegetarisk korma?
Som tidligere nævnt her på bloggen, så har jeg en kærlighed til kikærter, især når det gælder vegetariske alternativer. Der findes en ret, ved navn Navratan korma. Det er den vegetariske udgave af en ‘normal’ korma. Navnet Navratan betyder ni ædelstene, og hentyder til at der puttes ni slags grøntsager i retten. Det lyder selvfølgeligt lækkert, men jeg en del af det jeg elsker ved en korma, er de enkle smagsindtryk og jeg tænkte simpelthen på daværende tidspunkt at ni slags grønt, ville overdøve retten. Det er lidt det samme som når man bestiller en vegetarpizza på det lokale pizzaria, og det mest af alt virker som om det er en sammensætning af alle ingredienser i butikken, der ikke indeholder kød. Det bliver for meget!
En del af processen i en Korma er at marinere kødet i yogurt og krydderier. Det valgte jeg også at gøre ved broccolien, jeg elsker når saft og krydderier trænger ind i de små ‘trætoppe’. ved at marinere disse, vil smagene trænge ind og give en smagsbombe uden lige, når du tygger ned i dem.
God fornøjelse!
Vegetarisk Korma
Ingredienser
- 1 stk broccoli
- 250 g kikærter (kogte) (svarer til ca. 1 dåse)
- 4 dl ris
- salt og peber
- olie til stegning
- 2 dl mandler hakket fint
- 2 stk løg
- 1 ds kokosmælk
Marinade
- 4 store tsk garam masala
- 1 tsk sukker
- 3 cm ingefær
- 4 fed hvidløg
- 1 stk chili (renset for kerner)
- 4 spsk græsk yoghurt
- 1 tsk sesamolie
- 1 tsk salt
Sådan gør du
Marinade
- rens broccolien og pluk den i mindre stokke. De skal være små, så de ikke fylder hele gaflen. På den måde kan du få alle smage på gaflen og ikke kun broccoli.
- Ingefær, hvidløg, chili, sukker, salt og sesamolie blendes til en pasta. Det kan være svært at få den helt fin, tilsæt da 2 spsk vand.
- Tilsæt garam masala og yoghurt og blend igen, til en ensartet masse.
- Broccoli og marinaden vendes og sættes på køl i mindst 2 timer. Men gerne længere. Det gør intet.
Vegetarisk Korma
- Ris skyldes i koldt vand og puttes i en gryde med ca. 8 dl. vand og en halv tsk salt. Lad risene koge op og skru straks ned på 1. Læg låg på. Efter ca. 10 minutter tages gryden af blusset. fold et stykke staniol 2 gange og læg mellem låget og gryden. Det holder på den sidste damp i gryden og sikrer tilberedte ris.
- Løg skæres i tynde skiver og svitses i olie på en pande. Tilsæt kikærter og steg videre.
- Broccoli samt marinade kommes på panden. Tilsæt derefter finthakket mandler og koksmælk.
- Lad det koge en smule op og skru derefter ned for panden på medium-lav varme. Lad den simre stille i ca. 10 min. til risene er færdige.
- Server Kormaen med risene. pynt eventuelt med ristede mandelflager på toppen for at få det ekstra crunch.
Hvis du er ligeså vild med vegetariske alternativer som jeg er, bør du virkelig prøve denne vegetariske bolognese med røde linser og en langtidssimret tomatsauce. Den smager henrivende godt og du finder den lige her!
Hvis du er mere i humør til noget indisk, er min opskrift på Dahl heller forfærdelig. Den er faktisk ret god. Find den lige her!
7 thoughts on “Vegetarisk Korma – et vegetarisk spin, på den klassiske indiske ret”