Lækre saftige grillede majskolber, smurt med en umamifyldt misosmør! Et perfekt tilbehør sommerens grillaften! Det er let at lave og smager hamrende godt! Både til den kødfyldte grillmenu, men også som supplement til sommerens vidunderlige grøntsager!
Grillede majskolber – En evig sommerfavorit!
Når sommeren kommer og varmen sniger sig på, er der en ting der er stensikkert! Det er grillsæson! Og med grillsæson kommer også grillede majs! Muligvis min absolut favoritting nogensinde at komme på en grill! Majs er bare et kæmpe hit på i min bog! Bevares, en lille grillpølse eller spareribs er heller ikke noget jeg siger nej tak til, og slet ikke at forglemme asparges! Men majs er nok det, jeg gennem tiden har spist mest af fra en grill.
Jeg synes at en majskolbe skal være tilberedt inden man smider dem på grillen. Det får den rigtige smag frem i majskolben. Om du fugter din majskolbe med skrællen på og så smider dem på grillen og lader dem tilberede på den måde, eller om du lige koger dem hurtigt i en gryde, er lidt ligemeget. Så længe du lige giver dem lidt tilberedning først. På den måde kan du sikre dig at din tilberedning på grillen, kun handler om at skabe den helt igennem fantastiske grillsmag i dine majskolber.
Majskolber smager helt sikkert bedst, når de er smurt ind i noget. Jeg har altid haft en favorit i at smøre dem ind i barberquesauce inden jeg grillede dem. Men ellers er smør også en favorit! og nok også klassikeren. Denne her opskrift har smøren fået et twist. Der er miso, Sriracha og citron i.
Hvad er miso?
Miso stammer fra japan og er lavet af fermenterede sojabønner. Det bliver brugt hyppigt i det japanske køkken, og nogen vil måske kende misosuppen, der for nogle år siden gjorde sit indtog i danmark. Miso har en dyb (oftest saltet) umamismag. Du kan få forskellige udgaver af miso, som eksempelvis lys og mørk miso. Jeg bruger oftest miso som smagsgiver i mine retter. Hvis en ret mangler lidt dybde, hvilket tit kan være tilfældet i vegetariske retter.
Grillede majskolber med misosmør
Ingredienser
- 6 stk Majskolber
Misosmør
- 200 g Smør
- 3 tsk sriracha
- 2 tsk citronsaft
- 2 tsk Mørk miso
- 1 tsk Soya
Sådan gør du
Misosmør
- put alle ingredienser i en minihakker og blend dem sammen til en ensartet masse. Smag den til! Den skal være kraftig i smagen og en smule salt. Det matcher nemlig de søde majs helt fantastisk
Majskolber
- Kog majskolberne i letsaltet vand i 2-3 minutter. Tag dem op og put dem i isvand eller skyl dem kort under den kolde vandhane. Det stopper tilberedningen på dem.
- På en varm grill eller grillpande steger du dine majskolber. De må godt tage farve. Det er bare lækker smag.
- Tag dem af grillen og smør dem ind i misosmør. Hav lidt ekstra misosmør klar til at smøre på din majskolbe mens du spiser den. Det smager nemlig fantastisk.
Er du kæmpe fan af majs ligesom mig? Så prøv min majsrisotto! Du får al smagen fra grillede majs, men i en risotto.
3 thoughts on “Grillede majskolber med misosmør – Et perfekt tilbehør til grillen”