Pølsehorn – Opskrift på de blødeste og lækreste pølsehorn

Pølsehorn – Opskrift på de blødeste og lækreste pølsehorn

Pølsehorn! Den evigt lækre snack. Hjemmelavede pølsehorn med en luftig og blød dej! Mine er altid fyldt med ketchup, men det er selvfølgelig en smagssag! For man kan næsten putte lige det man har lyst til i.

 Hemmeligheden bag et godt pølsehorn

For mig er hemmeligheden bag et godt pølsehorn en luftig og smørfyldt dej. Jeg gider ikke bide ned i en hård skorpe der maser pølsen og presser alt min ketchup ud. Nej, det skal være en blød og luftig dej, der skal smage af smør og være det bløde modspil til pølsen. Derfor er det vigtigt at få masser af smør ind i dejen. Derudover kommer jeg også æg. Det hjælper med at skabe en fløjlsblød dej.

For mig at se kan man sagtens lave et luksespølsehorn med kvalitetspølser ud over det sædvanlige. Men så vil det være nogle andre pølsehorn end dem her. For det her er pølsehorn, der passer perfekt til madpakken. Eller som snack når den lille sult melder sig og der er lang tid til næste måltid.

Derfor er gourmet pølsehorn ikke relevant. For du skal bruge de gode billige pølser. Dem der oftest har det vidunderlige navn ‘partypølser’ De er neutrale i smagen og deres hinde er let at bide igennem. Der er sgu ikke noget knæk der, og det er lige som det skal være.

Jeg har set at man er begyndt at sælge pølser ved navn ‘pølsehornspølser’ i nogle supermarkeder. Og der må jeg bare sige at det er noget forbandet vås. For kiloprisen er langt højere og det er stort set (hvis ikke helt) samme pølse. De er bare kortere. Så køb du bare den billige udgave. Og hvis du ikke spiser svinekød er de kyllingpølser du kan køber også ganske perfekte til formålet!

Nu synes jeg at jeg har snakket nok om billige pølser. Så her er opskriften.

Pølsehorn

Lækre hjemmelavede og luftige pølsehorn
Ret Frokost, Snack
Køkken Dansk
Keyword Madpakke, Pølsehorn, Snack, tilbehør
Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 13 minutter
Samlet hviletid 1 time 30 minutter
Samlet tid 2 timer 13 minutter
Antal 32 Stk

Ingredienser

Dejen

  • 25 g Gær
  • 2 dl Mælk
  • 2 stk Æg
  • 1 tsk Salt
  • 1 tsk Sukker
  • 500 g Hvedemel Gerne med omkring 12% protein
  • 100 g Blødt smør

Fyld og topping

  • 18 stk Partypølser Se noter
  • 1 stk Æg
  • Sesam Kan udelades, men det er ret lækkert

Sådan gør du

Dejen

  • Rør gæren ud i mælken, til den er helt opløst.
  • Tilsæt æg, sukker og salt og rør det rundt. Tilsæt langsomt melen indtil al melen er rørt ud i dejen. Ælt din dej på en røremaskine i omrking 5-10 minutter. (æltes den i hånden skal den nok æltes i ca. 20 minutter).
  • Tilsæt den bløde smør og rør den ud i dejen til den er helt inkorporeret i dejen. Lad din dej hæve overdækket ved stuetemperatur i minimum 1 time. Det gør ikke noget hvis den får 2.
  • Når din dej har hævet deles den op i 4 lige store kugler. Rul dine kugler ud. Det må meget gerne være så meget en cirkel som muligt.
  • Del hver af dine cirkler i 8 trekanter. Put lidt ketchup og en halv pølse på hver trekant og rul den sammen fra den tykke ende mod den tynde, så de danner den klassiske 'pølsehornsform'.
  • Lad dine pølsehorn efterhæve overdækket i minimum 30 minutter.
  • Pensl dine pølsehorn med sammenpisket æg og drys med sesam.
  • Bag dine pølsehorn i en forvarmet ovn på 180 grader i 10-15 minutter. (mine fik præcis 13 minutter).
  • Lad dem køle af, eller gør ligesom jeg gjorde og brænd din tunge, fordi du ikke kunne vente med at smage.

Noter

Party pølser er som regel lange, og kan derfor skæres over i halve. Så er de små og passer i forhold til mængden af dej. Skulle du ikke kunne få til præcis 32 pølsehorn som dejen er beregnet til, kan du med fordel rulle den resterende dej til boller og bage dem sammen med pølsehornene. Så for du bløde lækre boller, og slipper for madspild 

 

Skønne bløde pølsehorn, perfekte til madpakken

Mangler du også ideer til madpakken? Prøv mine frokostboller, fyldt med det lækreste dahl inspirerede fyld!

Er du mere i humør til en aftensmadsret med pølser? Så prøv min svenske pølseret med chili! Den er bare drøn god

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *